Samsø Festivals historie

Der var engang … og det er ganske vist

Året var 1989, det samme år som evigt unge Birthe Kjær vandt det danske MGP med sangen ”Vi maler byen rød”. Og hvem har ikke danset til den?

Nå, tilbage til fakta. Det var nok ikke den sang, der fik en initiativgruppe til at invitere alle foreninger på Samsø til et møde på Brundby Hotel for at skabe interesse omkring opstart af en festival. Det var nok mere for at få gang i kulturen og få folk til øen.

Mellem de indkaldte sad der ca. 10 mennesker og 'flippede' ud over initiativet. Se de var nemlig rigtige festivalfolk! De havde allerede i flere år deltaget i forskellige festivaler i Danmark, men nok mest i Danmarks smukkeste i Skanderborg.

De vidste nok hvordan man lavede festival. Og naturligvis blev samme 10 valgt til 1. bestyrelse i Samsø Festival. Samsø Festivalforening er stiftet i 1989, og herefter blev den første festival afviklet i 1990.

Første bestyrelsesmøde blev holdt på selv samme hotel, idet det nemlig var så smart, at 'krofatter' var blevet valgt i bestyrelsen. Men da regningen for 'ostemadderne' kom, kunne man straks ud af budgettet, som der ikke var noget af, se, at det var der ikke råd til.

Møderne blev derefter afholdt på Kissers loft. Da 'krofatter' opdagede, at det ikke gav meget i hans kasse, trådte han ud af bestyrelsen.

Græsrødderne gik i gang, der skulle lejes toiletter til den forestående festival, og man skulle jo egentlig også have lagt et budget. Så man investerede i en regnskabsbog.

Budgetoverslaget landede på 500.000 kr. Hverken mere eller mindre. Entre blev sat til 200 kr. for 3 dages musik. Man søgte forskellige sponsorater og gik nærmest i chok af glæde, da Ceres meddelte, at de ville sponsorere 30.000 kr, og Burger Henning ville sponsorere 20.000. kr. Selvfølgelig mod at de fik eneforhandlingen af deres varer.

quote  ​Men der skulle flere penge i kassen, så man arrangerede et mega bankospil i Samsø Hallen, udelukkende med gevinster sponseret af de forretningsdrivende på øen. Overskuddet blev talt sammen af en bestyrelse siddende i rundkreds på halgulvet, med hver især en stak mønter mellem benene. Man mener at kunne huske, at det gav et overskud på 10.000 kr.

Nu var musikken så godt som hjemme, og den blev derfor bestilt, bl.a. Michael Learns to Rock, Poul Dissing og Djurslandspillemændene.

Skanderborg sendte et hold på 200 medhjælpere, som alle gav en god hånd med, både under opbygning og ikke mindst under afholdelse af festivalen.

Medhjælperkøkkenet bestod af en reol og nogle gryder. Og dengang spiste musikerne sammen med medhjælperne. Ingen for høj og ingen for lav!

Den STORE musikscene bestod af et murerstillads, og så var der en teltscene. Musikken spillede skiftevis på de to scener. Og de var så snedigt anbragt i forhold til hinanden, at man skulle passere baren for at høre musikken!

Dengang var der to foreninger, der ydede en stor hjælp til festivalen. Nemlig Onsbjerg Borgerforening, som passede flaskeboden, og Samsø Rideklub, som solgte majs. Flinchs Hotel havde morgenmadsbod.

Det, bestyrelsen kæmpede mest med, var folks fordomme over for disse flippere', som nu skulle indtage øen. Nu skulle man til at tage nøglerne ud af bilen, når man parkerede, og man skulle låse hoveddøren om natten! Selv samme Samsinge blev set køre rundt om festivalpladsen op til flere gange, eller sidde som gratister i Strandbakkerne, mens de nød deres medbragte drikkevarer og den gode musik.

Der var heldigvis også spredt opbakning, bl.a. sad Hemmingsen og samlede alle armbåndene ene mand, og kommunen indså, at man var nødt til at bevillige et toilet, så raketten ved kontorbygningerne blev sat op, og den står der endnu. Og dele af de lokale erhvervsdrivende bakkede også 100% op om opgaven.

Festivalen blev afholdt i en hyggelig, intim atmosfære, med fest og god gang i det hele. Der var strålende solskin og dejlig varmt. Måske var det allerede dengang, festivalen blev døbt DANMARKS HYGGELIGSTE.

Desværre gik der kludder i et eller andet med budgettet, for det holdt ikke. Man kom ud med et underskud på rundt regnet 118.000 kr. Dette fik dog ikke nogen til at 'flippe' ud. Tværtimod. Man bukker ikke under for lidt modgang på Samsø. Nej, man kniber en vis legemsdel sammen og fortsætter. Kommunen gav et tilskud på 50.000 kr. og et lån på ... nå, det har man lykkeligvis glemt. Men ellers blev der indgået aftaler med kreditorerne, så alle var tilfredse.

quote Og festen fortsætter ... og vi kan med stolthed sige, at den slet ikke er slut endnu. Men det kan du læse mere om andre steder her på sitet.

ÅBNINGSTIDER

Adresse:
​Samsø Festival Forening
​Strandskoven 7C
​8305 Samsø
​info@samfest.dk

CVR: 17 87 79 84

Telefon: 86 59 18 15
Besvares så vidt muligt dagligt
09.00-18.00
Kontoret:

Fredag 10.00-15.30

GLEMTE SAGER

Mistede ejendele på Samsø Festival bliver indleveret til politiet på Samsø. Politiet kan kontaktes på 87 92 14 48