TV-2
TV-2 har med afsæt i 80’ernes minimalistiske nyrock udviklet sig til et af Danmarks største bands. Repertoiret af tidløse klassikere taler til alle generationer og peger på musikken som et mødested for de store følelser, festen og fællesskabet. Klassikere som “Bag Duggede Ruder”, “Alt Hvad Hun Ville Var At Danse” og “De Første Kærester På Månen” er blot et lille udpluk af de mange kæmpehits, som TV-2 har leveret, siden bandets oprindelse i 1980.
Med en lun tone leverer TV-2 musikalske kommentarer til samtiden, kærligheden og hverdagen – altid med en dobbeltbundet (selv)ironi og en diabolsk evne til at sætte sig ud over tidens trends. Samtidskritik snarere end samfundskritik har udviklet sig til et karakteristisk speciale for Danmarks lykkeligste orkester.
TV-2 kan skrive flere end 200 sangudgivelser, 19 studiealbums og mere end 1.200 koncerter på cv’et. Og danskerne har da også kvitteret med flerdobbelte platinplader samt DMA-statuetter for bl.a. Årets Danske Pop Udgivelse, Årets Danske Sangskriver og Årets Danske Hit. Når Danmarks hyggeligst festival og Danmarks lykkeligste orkester mødes, opstår sød musik. Glæd dig til at blive (ny-)forelsket i TV-2 på Samsø!