Hjalmer har taget den danske musikscene med storm med sin inderlige musik, der reflekter over temaer som kærlighed og det at blive voksen.
Siden sin debut i 2017 har Hjalmer med sit store hjerte, sin forfriskende umiddelbarhed og sin klokkeklare passion for musikken positioneret sig som et af de mest fremtrædende navne i dansk musik.
Albummet Midt I En Drøm Eller Noget Der Ligner høstede hele fire GAFFA-priser i 2020 – blandt andet som Årets Danske Solist (for andet år i træk).
Albummet Alt Bliver Bedre var et vidnesbyrd om Hjalmers bemærkelsesværdige musikalske rejse. Det er en afspejling af hans liv, en historie om at finde vej fra mørket tilbage til lyset og en udforskning af livets op-og nedture.
Det seneste år er brugt på at skrive ny musik. Singler som “Aldrig Alene” og “Som At Sove På Hotel” har begge været ivrigt spillet på danske radioer. Albummet Tændstikmand – med den smukke sang “Voksen” – udkom i september 2025 .
Med sit nye album og en stribe veletablerede hits i rygsækken er Hjalmer klar til at indtage Samsø Festival med sine stærke melodier og sin energiske liveoptræden. På scenen er han i sit rette element. Med et fuldt band bag sig bringer han sit lyriske univers til live og leverer hver gang en potent og varm oplevelse.