Katinka har været dansk musiks sylespidse knappenålshoved i tolv år. Hun har indgået i mange forskellige bandkonstellationer, men den erfarne musiker sprang ud som solokunstner med sangen “Knappenål”.
“Jeg har aldrig haft så store sæbebobler i min mave af spænding, angst og lykke, som jeg har lige nu, hvor jeg skal vise verden, hvordan mine sange lyder, når jeg står på helt egne og skæve ben. Der er så meget, der føles nyt. Det er som at skulle lære at cykle igen – og så opdage, at jeg elsker at cykle, og at jeg ved præcis, hvor jeg vil hen.”
– Katinka
Der er en sårbarhed i Katinkas musik, som kombineres med poesi, man kan stikke sig på. Hun befinder sig i krydsfeltet mellem åbenhed og vrede i et univers af eksperimenterende popmusik. Resultatet er medrivende og relatérbar musik, som går lige i hjertekulen.
Fun facts:
- I 2015 vandt Katinka DR’s KarriereKanonen.
- I 2017 vandt Katinka prisen for Årets Håb ved Årets Steppeulv.
- I 2018 vandt Katinka Bjerregaard og Simon Ask Carl Prisen som Årets Komponist i kategorien Pop for albummet Vi er ikke kønne nok til at danse.
- I 2019 modtog Katinka Bjerregaard Spoken Word Prisen.
Der er lagt op til en medrivende musikalsk oplevelse med en dansk poppoet i absolut topklasse på Samsø Festival. Der er ny musik at blive inspireret af og masser af hit fra bagkataloget.