Danser med Drenge er tilbage på koncertscenen, og de fejrer 35 års jubilæum med intens optræden og det ene syng-med-hit efter det andet.
I front er sangeren Ida Ambrose, der med sin stærke stemme har taget publikum med storm. Hun er gruppens tredje sangerinde, og hun er som skræddersyet til sangene. I 1993, da Danser med Drenge udsendte “Hvor længe vil du ydmyge dig”, øvede Ida sig på sangen hjemme på pigeværelset i Brøndbyøster – hun har musikken med sig.
De øvrige musikere i bandet er legenderne Klaus Kjellerup og Stanley Møller, som i sin tid stiftede Tøsedrengene. Rytmegruppen er sammensat af musikere fra øverste hylde, nemlig orgelkongen Dan Hemmer og trommeslager Kim Thomsen. Det nyeste medlem er den sprudlende guitarist August Campeotto.
Danser med Drenge har præsteret en ganske særlig perlerække af hits som “Aldrig undvære dig”, “Grib chancen” og “Er der nogen i himlen?” Deres seneste hit “Reggae vuggevise” er en naturlig forlængelse af de mange succeser.
Samsø Festival kan skråle med fra start til slut. Bandet er kendt for intense koncerter, hvor publikum udgør koret. Sangene har det tilfælles, at de er iørefaldende, og de rummer både humor, alvor og eftertænksomhed. Det er denne blanding af livsglæde og dybde, som har sikret dem en trofast fanskare gennem tre årtier.